Når virksomheder søger kapital udefra, er en investoraftale et helt centralt dokument, der sikrer klare rammer for samarbejdet mellem virksomhedens stiftere og investorer. For mange iværksættere og vækstvirksomheder kan det være en kompleks og til tider uoverskuelig proces at forhandle og forstå de juridiske vilkår, som følger med ekstern finansiering. Ikke desto mindre er det afgørende at kende til de vigtigste juridiske punkter i en investoraftale, så både virksomhed og investor kan beskytte deres interesser og sikre et solidt fundament for det fremtidige samarbejde.
Denne artikel giver dig et overblik over de centrale elementer, du skal være særligt opmærksom på, når du indgår en investoraftale. Vi gennemgår blandt andet, hvordan ejerskab og kapitalstruktur fastlægges, hvilke rettigheder investorer kan opnå i forhold til bestyrelsesposter og kontrol, samt hvordan exit-strategier og likvidationspræferencer typisk aftales. Derudover ser vi nærmere på betydningen af fortroligheds- og konkurrenceklausuler, der beskytter både virksomhedens og investorens interesser. Målet er at klæde dig bedre på til forhandlingerne og skabe større tryghed i processen omkring finansiering af din virksomhed.
Definition og formål med en investoraftale
En investoraftale er en juridisk kontrakt, der indgås mellem en virksomhed og dens investorer i forbindelse med en kapitaltilførsel. Formålet med investoraftalen er at fastlægge de rettigheder og forpligtelser, som både investorer og eksisterende ejere har i virksomheden efter investeringen.
Aftalen sikrer blandt andet, at investorerne får den ønskede indflydelse og beskyttelse af deres investering, mens virksomheden får klarhed over rammerne for samarbejdet. Investoraftalen regulerer væsentlige forhold som stemmeret, ejerandele, vilkår for yderligere investeringer samt procedurer ved et eventuelt salg af virksomheden. På den måde skaber aftalen gennemsigtighed og minimerer risikoen for konflikter mellem parterne i fremtiden.
Ejerskab, kapitalstruktur og værdiansættelse
Når en virksomhed rejser kapital gennem investering, er det afgørende at få klarlagt ejerskab, kapitalstruktur og værdiansættelse i investoraftalen. Ejerskabsfordelingen handler om, hvor stor en ejerandel de nuværende ejere (typisk stiftere og eventuelle tidligere investorer) bevarer efter investeringen, og hvor meget af virksomheden de nye investorer får.
Det er vigtigt, at investoraftalen tydeligt fastlægger, hvor mange kapitalandele eller aktier der udstedes til de nye investorer, og hvordan stemmerettighederne fordeles, da dette har stor betydning for magtbalancen og beslutningskompetencen i virksomheden fremadrettet.
Kapitalstrukturen beskriver, hvordan selskabets kapital er sammensat – for eksempel om der er tale om ordinære aktier, præferenceaktier, konvertible lån eller andre former for finansielle instrumenter. Valget af kapitalstruktur påvirker både risiko og afkast for investorerne samt muligheden for fremtidige investeringer.
Værdiansættelsen af virksomheden før og efter investeringen (pre-money og post-money valuation) er et af de centrale forhandlingspunkter og danner grundlag for, hvor stor en procentdel af virksomheden investorerne får for deres kapitalindskud.
En korrekt og gennemsigtig værdiansættelse er afgørende for at undgå uenigheder senere i forløbet, og den bør baseres på objektive kriterier, såsom omsætning, vækstpotentiale og markedsforhold. Ofte indgår der også bestemmelser om antidilution, der skal beskytte investorerne mod værdiforringelse ved fremtidige kapitalrunder til lavere værdiansættelser. Samlet set er ejerskab, kapitalstruktur og værdiansættelse fundamentale elementer i enhver investoraftale, og grundige juridiske overvejelser og præcise formuleringer på dette område er afgørende for at sikre både virksomhedens og investorernes interesser.
Bestyrelsesrepræsentation og kontrolrettigheder
Når en virksomhed modtager ekstern finansiering, er bestyrelsesrepræsentation og kontrolrettigheder blandt de mest centrale elementer, som investorer og stiftere forhandler om i investoraftalen. Investorer har ofte et ønske om at kunne følge og påvirke virksomhedens strategiske retning, samt sikre sig, at deres investering forvaltes ansvarligt.
Dette sker typisk ved, at investorer får ret til at udpege et eller flere medlemmer til selskabets bestyrelse. Antallet af bestyrelsesposter, investorerne kan kræve, afhænger blandt andet af investeringsbeløbet og ejerandelen.
Ofte vil der i investoraftalen blive indsat bestemmelser om, at visse beslutninger – såkaldte “væsentlige beslutninger” – kræver godkendelse fra bestyrelsen eller direkte fra investorerne selv.
Du kan læse meget mere om Advokat Ulrich Hejle
her.
Eksempler på sådanne beslutninger kan være ændringer i selskabets vedtægter, godkendelse af større investeringer eller dispositioner, optagelse af væsentlig gæld, eller beslutninger om kapitalforhøjelser og salg af virksomheden.
Derudover kan investorerne kræve vetoret på udvalgte områder for at beskytte deres investering mod beslutninger, der kan være til skade for minoritetsaktionærerne. Kontrolrettigheder kan også udmønte sig i informationsrettigheder, hvor investorerne får adgang til løbende rapportering om virksomhedens økonomi og drift, hvilket styrker gennemsigtigheden og tilliden mellem parterne.
For stifterne er det vigtigt at balancere investorernes kontrolmuligheder med virksomhedens behov for agilitet og ledelsesfrihed, så udviklingen ikke bremses af tunge beslutningsprocesser. De konkrete aftaler om bestyrelsesrepræsentation og kontrolrettigheder vil ofte være resultatet af grundige forhandlinger, hvor begge parter forsøger at opnå den bedst mulige beskyttelse af deres respektive interesser. Det er derfor afgørende, at både investorer og stiftere er opmærksomme på disse vilkår, og at de får dem klart formuleret i investoraftalen for at undgå fremtidige konflikter.
Vilkår for exit og likvidationspræference
Vilkår for exit og likvidationspræference er centrale elementer i investoraftaler, da de fastlægger, hvordan investorer kan få deres investering udbetalt ved et salg af virksomheden eller ved likvidation. Likvidationspræference indebærer typisk, at investorer har fortrinsret til at modtage hele eller dele af deres investering tilbage, før øvrige aktionærer får del i provenuet, hvis virksomheden sælges eller opløses.
Dette kan ske som en “1x likvidationspræference”, hvor investoren får det investerede beløb tilbage, eller som en multipel, hvor de modtager f.eks. det dobbelte.
Derudover kan der være aftalt, om præferencen er “participating” eller “non-participating”, hvilket afgør, om investoren også får andel i det resterende overskud efter deres præference er indfriet. Exit-vilkår omfatter desuden ofte bestemmelser om, hvornår og hvordan investorer kan kræve et salg af virksomheden (såkaldte “drag-along” og “tag-along” rettigheder), og kan dermed have væsentlig betydning for både investorer og stiftere, når der skal træffes beslutning om virksomhedens fremtid.
Fortroligheds- og konkurrenceklausuler
Fortroligheds- og konkurrenceklausuler udgør et centralt element i enhver investoraftale, da de beskytter både virksomhedens og investorernes interesser og immaterielle aktiver. En fortrolighedsklausul forpligter parterne til ikke at videregive følsomme oplysninger, som de får adgang til i forbindelse med investeringen, herunder forretningshemmeligheder, kundelister, tekniske data, strategier og økonomiske nøgletal.
Dette er særligt vigtigt i vækstvirksomheder, hvor adgangen til fortrolige oplysninger kan være afgørende for virksomhedens konkurrenceevne. Typisk vil fortrolighedsklausulen være udformet således, at den ikke kun gælder under selve samarbejdet, men også i en periode efter, at investoraftalen er ophørt – ofte 2-5 år.
Få mere information om Ulrich Hejle her.
Konkurrenceklausuler har til formål at forhindre, at nøglepersoner – såsom stiftere, ledelse eller investorer – udnytter deres viden eller position til at starte eller deltage i konkurrerende aktiviteter, mens de er involveret i virksomheden og i en vis periode herefter.
Dette kan for eksempel indebære forbud mod at investere i, arbejde for eller rådgive konkurrerende virksomheder inden for et nærmere defineret geografisk område og tidsrum.
Balancen mellem beskyttelse og rimelighed er central, da for restriktive klausuler kan hæmme nøglepersoners fremtidige karrieremuligheder eller afskrække potentielle investorer. Derfor bør både fortroligheds- og konkurrenceklausuler tilpasses virksomhedens branche, marked og de involverede parters roller, og ofte vil der være forhandling om klausulernes omfang, varighed og undtagelser. Overtrædelse af disse klausuler kan føre til betydelige sanktioner, herunder erstatningsansvar eller konventionalbod, hvilket understreger vigtigheden af at have klare og gennemtænkte bestemmelser i investoraftalen.