At tiltrække investeringer er en afgørende milepæl for mange virksomheder, men med nye investorer følger også en række juridiske overvejelser, som kan få stor betydning for virksomhedens fremtid. En investoraftale er derfor ikke bare en formalitet, men et centralt dokument, der fastlægger spillereglerne mellem selskabet og investorerne – og som kan være afgørende for, hvordan samarbejdet udvikler sig.
I denne artikel gennemgår vi de vigtigste juridiske punkter, du som virksomhedsejer skal have styr på, når der skal indgås en investoraftale. Vi ser blandt andet nærmere på forskellen mellem ejeraftale og investeringsaftale, hvilke parter og investeringsformer der er relevante, samt hvordan kapitalstruktur, ejerandele, betingelser og milepæle spiller ind. Artiklen giver dig også indblik i værdibeskyttelse, exit-muligheder, fortrolighedsklausuler og håndtering af eventuelle tvister – så du kan gå ind i investeringsforhandlingerne med det bedst mulige udgangspunkt.
Ejeraftale og investeringsaftale – hvad er forskellen?
En ejeraftale og en investeringsaftale er to forskellige juridiske dokumenter, som ofte bliver brugt i forbindelse med investeringer i virksomheder, men som har hver deres formål og indhold. En ejeraftale (også kaldet en shareholders’ agreement) indgås mellem virksomhedens ejere og regulerer de indbyrdes forhold mellem ejerne, herunder rettigheder, pligter og beslutningsprocesser.
Ejeraftalen fastlægger typisk regler for overdragelse af ejerandele, stemmerettigheder, konfliktløsning og exit-muligheder. En investeringsaftale (ofte kaldet en investment agreement) indgås derimod i forbindelse med, at en investor skyder kapital ind i virksomheden.
Her finder du mere information om Ulrich Hejle
.
Investeringsaftalen beskriver de konkrete vilkår for selve investeringen: hvor meget investoren investerer, til hvilken værdiansættelse, hvilke betingelser der skal opfyldes, og hvilke rettigheder investoren får som følge af investeringen.
Kort sagt fokuserer investeringsaftalen på selve investeringen og dens vilkår, mens ejeraftalen regulerer det løbende samarbejde mellem alle nuværende og kommende ejere. Ofte vil de to aftaler blive indgået samtidigt og kan i visse tilfælde være samlet i ét dokument, men det er vigtigt at kende forskellen, så man sikrer, at alle vigtige aspekter er dækket.
Aftalens parter og investeringsform
Når der indgås en investoraftale, er det afgørende at have fuldt overblik over, hvem aftalens parter er, og hvilken investeringsform der benyttes. Typisk er parterne på den ene side eksisterende ejere eller stiftere af virksomheden, og på den anden side én eller flere investorer – fx business angels, venturefonde eller familie og venner.
Det er vigtigt tydeligt at identificere alle parter med navn, adresse og eventuelt CVR-nummer, så der ikke opstår tvivl om, hvem der er bundet af aftalen.
Investeringsformen kan variere og bør specificeres nøje i aftalen; det kan være kontant kapitalindskud mod ejerandele, konvertible lån, lån med warrants eller andre finansielle instrumenter. Hver investeringsform har forskellige juridiske og økonomiske konsekvenser for både ejere og investorer, og det er derfor centralt, at aftalen præcist angiver, hvordan og hvornår investeringen skal tilføres virksomheden, samt hvilke rettigheder og forpligtelser investoren får som følge heraf.
Kapitalstruktur og ejerandele
Kapitalstruktur og ejerandele er blandt de mest centrale elementer i enhver investoraftale, fordi de direkte fastlægger, hvem der ejer hvad, og hvordan magt og økonomiske rettigheder fordeles mellem selskabets ejere efter investeringen. Når en ny investor træder ind i virksomheden, ændres både fordelingen af ejerandele og ofte også strukturen på selskabets kapital.
Typisk vil investoren få udstedt nye aktier eller anparter mod sin investering, hvilket betyder, at de eksisterende ejeres procenter udvandes – en proces kaldet “dilution”. Det er derfor afgørende, at investoraftalen klart beskriver, hvor stor en ejerandel investoren får, og hvordan denne beregnes, både før og efter investeringen.
Ofte regulerer aftalen også, hvordan fremtidige kapitalforhøjelser skal håndteres, så eksisterende ejere har mulighed for at opretholde deres andel gennem forkøbsrettigheder (pre-emptive rights).
Desuden kan der indgås bestemmelser om forskellige aktie- eller anpartsklasser med forskellige rettigheder, eksempelvis præferenceaktier, som kan give investoren forrang ved udbytte eller ved et eventuelt salg af virksomheden. Kapitalstrukturen kan også påvirke stemmeretten på generalforsamlingen, hvor visse investorer kan få ekstraordinær indflydelse gennem vetoret eller særlige vetorettigheder på udvalgte beslutninger.
Alt dette skal balanceres nøje, så både investor og de oprindelige stiftere føler sig trygge ved fordelingen af ejerskab og kontrol. Det er derfor ikke kun et spørgsmål om procenter, men også om hvilke rettigheder, forpligtelser og muligheder, der følger med hver enkelt ejerandel. En gennemtænkt regulering af kapitalstruktur og ejerandele sikrer derfor både gennemsigtighed, stabile ejerforhold og grundlaget for et godt samarbejde mellem alle parter fremadrettet.
Betingelser og milepæle for udbetaling af investering
Når en investor indskyder kapital i en virksomhed, er det ofte forbundet med visse betingelser og milepæle, der skal opfyldes, før hele investeringen udbetales. Det er almindeligt, at investeringen opdeles i flere rater, hvor hver rate kun frigives, når virksomheden har nået bestemte mål – for eksempel opnåelse af omsætningsmål, færdigudvikling af et produkt eller indgåelse af vigtige samarbejdsaftaler.
Disse betingelser og milepæle fastsættes typisk i investeringsaftalen for at sikre, at virksomheden lever op til investorens forventninger og for at minimere investorens risiko.
Det er derfor afgørende for både virksomhed og investor at være enige om, hvilke konkrete mål der skal opfyldes, hvordan opfyldelsen dokumenteres, og hvad konsekvensen er, hvis målene ikke nås. Klare og veldefinerede betingelser reducerer risikoen for senere tvister og sikrer en gennemsigtig proces for begge parter.
Værdibeskyttelse og exit-muligheder
Værdibeskyttelse og exit-muligheder er centrale elementer i enhver investoraftale, da de både sikrer investorens investering og giver klare retningslinjer for, hvordan man kan træde ud af samarbejdet på sigt. For at beskytte værdien af investeringen indgår man typisk bestemmelser om for eksempel præferenceaktier, anti-udvanding (anti-dilution), og ret til medsalgsret (tag-along) eller medsalgspligt (drag-along).
Disse mekanismer har til formål at sikre, at investoren ikke mister værdi eller indflydelse, hvis virksomhedens ejerkreds ændrer sig, eller hvis nye investorer kommer til på fordelagtigere vilkår.
Med hensyn til exit-muligheder indeholder investoraftalen ofte regler for, hvordan og hvornår investorer kan sælge deres ejerandele – det kan være gennem et samlet salg af virksomheden, børsnotering eller ved at de øvrige ejere har forkøbsret. Klare retningslinjer for exit skaber tryghed for både investorer og stiftere, da det minimerer risikoen for konflikter, hvis parterne ønsker at gå hver til sit.
Her finder du mere information om Advokat Ulrich Hejle.
Fortrolighedsklausuler og tvister
Fortrolighedsklausuler udgør ofte en central del af investoraftalen og har til formål at beskytte følsomme oplysninger om virksomheden, dens forretningsmodeller, teknologi og fremtidige planer. Både investorer og stiftere forpligter sig typisk til ikke at videregive eller udnytte fortrolige oplysninger uden forudgående skriftlig samtykke.
Overtrædelse af fortrolighedsklausuler kan få alvorlige konsekvenser, herunder erstatningsansvar. Skulle der opstå tvister mellem parterne – eksempelvis om fortolkning af aftalen eller brud på fortrolighed – er det vigtigt, at investoraftalen indeholder klare bestemmelser om, hvordan sådanne uenigheder skal håndteres.
Dette kan inkludere krav om mægling eller voldgift frem for retssag, hvilket ofte sikrer en hurtigere og mere fortrolig løsning. På den måde minimeres risikoen for langvarige og offentlige konflikter, der kan skade virksomhedens omdømme og værdiskabelse.